Historien om Leonardos mesterværks overlevelse er næsten ligeså fantastisk som dens vision. Det blev allerede 'restaureret' i 1726, efter et dårligt råd, med anvendelse af kausiske opløsningsmidler og lak. I 1770 genskabte Giusseppe Mazza det meste af det originale maleri i olie. I 1853 prøvede Stefano Barezzi at løsrive maleriet fra væggen, men fejlede og limede i stedet for malingsfragmenterne til grunden.

Bare i 1903 blev det opdaget, at maleriet var lavet efter fremgangsmåden tempera, og ikke i olie, og dets overflade blev renset følgeligt derefter. En bombe ødelagde næsten refektoriet i 1943, men værket blev med succes renset for meldugsvamp og blev lysnet i 1947.

Moderne restauration viser, at det historiske over-maleri åd løs af det oprindelige maleri, så det begyndte at revne. Det blev derfor besluttet at fjerne alt, der var blevet tilføjet vægmaleriet siden dets afslutning i 1498 – en ekstremt tidsslugende og mikroskopisk opgave med brug af avanceret teknologi. I dag bliver maleriet konserveret med et luftfiltreringssystem, et overvåget miljø og et støvfiltreringsteknologi. Besøg er begrænset til 25 personer i 15 minutter ad gangen.

Åbningstider

• 8.15-18.45pm – Tirsdag til Søndag
• LUKKET: Mandage og offentlige helligdage 1. Januar, 1. Maj, 25. December

Om Den Sidste Nadver

Hertug Ludovico Sforza af Milan stod bag skabelsen af Leonardo da Vincis mesterværk Den Sidste Nadver. Hertugen havde valgt Santa Maria delle Grazie som sin hofkirke og ville dekorere den på en måde, der afspejlede hans rigdom og magt. Det resulterede i et stort maleri af en stor kunstner.

Leonardo begyndte arbejdet i 1495 på refektoriets nordlige væg og færdiggjorde maleriet tre år senere. Hele maleriet måler 4.5x8.8m. Modsat mange populære opfattelser er det ikke en fresko, som kræver hurtigt og beslutsomt arbejde, mens gipsen tørrer. Leonardo kunne lide at tage sig god tid og at ombeslutte sig, og derfor opfandt han en ny type praksis med tempera (æggebaseret maling).

Men ak, det store geni lavede denne gang en fejl. Hans grundmaling indeholdt beg og harpiks, der ikke bandt pigmentet ligeså godt eller så permanent, som han havde håbet. De æstetiske overvejelser, derimod, var sublime. Leonardo skabte fantastiske illusoriske perspektiver ved at bruge et søm i væggen med snore, der udgik fra det for at sikre, at alle målene var korrekte.

Temaet var et almindeligt et i kirkerne, men Leonardos innovation bestod i at skabe en fornemmelse af drama og bevægelse ved at portrættere præcist det øjeblik, hvor Jesus annoncerer, at en af hans disciple vil bedrage ham. Det, vi ser, er en chokbølge af reaktioner. Han valgte at portrættere alle deltagere på en lige linje, så de hver især kunne modtage lige dele opmærksomhed.

Det siges, at ansigterne i maleriet er baseret personer kendt af kunstneren. Judas' ansigt var måske i virkeligheden en lokal kriminels eller fængselsfanges, og her, placerer Leonardo ham blandt de andre, i modsætning til at separere ham (som maletraditionen foreskrev). Judas er den eneste , der synes ikke at være rasende eller overrasket.

Addresse

Piazza Santa Maria delle Grazie 2, Milano

At komme deril

• Med Metro: Linje 2: Conciliazione
• Med sporvogn: Linje 16: S Maria delle Grazia